Hvordan redder man en gammel hæk

image   image

Hækken omkring den gamle have esynligvis lige så gammel som huset. Det behøver ikke være et problem, men i dette tilfælde hvor vedligeholdelsen har været meget mangelfuld de sidste otte år, er det et spørgsmål om hækken overhovedet står til at redde.

Alle slags fremmede vækster har fået lov til at slå rod og vokse i hækken. De skal selvfølgelig fjernes, men hvad der er sket de første to meter nærmest huset, ved jeg ikke, men det hækplanterne var erstattet af skrammel: gamle lægter, gamle rækværk, et stort selvsået træ, en mægtig hyld og masser af ukrudt. Det tog en eftermiddag bare at rydde de to meter!

Et træ er et træ er et træ

image image image

Træer er fantastiske og smukke, hvis de får lov til at være et træ. Et træ består af en rod, en stamme og en krone. Og det skal kunne ses! Alt for ofte ser man træer stå med en masse krat omkring sig, så man ikke kan se overgangen fra rod til stamme. Eller som i denne have er stammen overgroet med efeu. Det slører formen, og et træ er netop smukt fordi det har en enestående form, klar og enkel. Rod, stamme top.
Derfor til kamp mod efeuen.

Vilde brombærranker og visne stauder

imageimageimageI den overgroede og tilgroede have er der nok at gå igang med. Jeg har valgt at gå til kamp mod de mange vilde brombærranker. Jeg har ikke erfaring med at fjerne brombær, men med tykke arbejdshandsker på forsøger jeg at rive dem op. Så må tiden vise, om det er en stakket frist, og de vil myldre frem igen. Jeg begyndte i bedene nærmest huset og vil arbejde mig rundt om græsplænen.

Aldrig før har jeg set så store tidsler. De gror alle steder i bedene, men også i græsplænen. De største har nok en diameter på omkring en meter. Gad vidst hvor mange år gamle de største tidsler er? De er sikkert smukke, men her i haven skal de altså ikke gro!

Her i haven må der være masser af stauder. Det bliver spændende at se hvilke. Nu vil jeg bare fjerne alt det visne. De små nye spirer gætter jeg på bliver til pæoner, høstanemoner og mange spændende overraskelser.

De første løgplanter er i fuld gang. Masser af gule krokus, lyserøde hyacinter, blå og hvide violer myldrer frem. Hvor er det spændende at følge havens udvikling. Hvad der gemmer sig under al det visne og vilde, håber jeg at finde og give plads!

Havearkæolog

Min ældste datter og hendes kæreste har købt et hus. Det er omkring 50 år gammelt, og det samme er den store have, der hører til. De unge har travlt med at indrette huset inden døre, så jeg må gerne boltre mig i haven. Den så meget uplejet ud, og naboen kunne fortælle, at den ikke havde været passet i de sidste otte år, hvor huset havde været lejet ud. Men før det havde det været en smuk og velholdt have. Så jeg satte mig som mål at finde ind til den gamle have, så godt det kunne lade sig gøre. Når jeg går rundt og fjerner visne stauderester, vilde brombærranker, gammelt legetøj og meget mere, tænker jeg på mig selv som havearkæolog. Det er da en titel, der vil noget!